Workplace Design Specialist

Vil du være med til at udvikle Bankdatas fysiske arbejdspladser og omsætte behov, data og driftsindsigt til løsninger, der gør hverdagen lettere for kolleger på tværs af vores lokationer?

Aarhus, Silkeborg, Fredericia
Workplace Design Specialist

Som Workplace Design Specialist bliver du en central del af Facility og får en vigtig rolle i at udvikle vores Workplace Experience-koncept med fokus på hybridarbejde, aktivitetsbaserede miljøer og bedre udnyttelse af vores fysiske rammer.

Gør plads, behov og arbejdsformer til konkrete løsninger

Du får en rolle, hvor du kombinerer analyse, rådgivning, projektledelse og praktisk gennemførelse. Dit primære ansvar bliver Space Management, hvor du omsætter kapacitetsbehov, brugerindsigt og driftsviden til anbefalinger om indretning, placering, flytninger og arealudnyttelse.

Du får et tydeligt rådgivende mandat i projekter. Det betyder, at du skal kvalificere beslutninger, skabe overblik og give anbefalinger, som ledere og interessenter kan handle på. Du kommer til at arbejde tæt sammen med ledere, når behov, muligheder og konkrete løsninger skal afdækkes og prioriteres.

Du kommer blandt andet til at:

  • videreudvikle og tilpasse dele af Bankdata til en hybrid og aktivitetsbaseret arbejdsplads

  • arbejde målrettet med bedre arealudnyttelse på tværs af Bankdatas lokationer

  • drive Space Management i tæt dialog med ledere og relevante interessenter

  • planlægge og understøtte flytninger, rokader og ændringer i indretningen

  • sikre sammenhæng mellem designvalg, funktionalitet og daglig drift

  • arbejde med indretning og indkøb af inventar i samarbejde med relevante interne funktioner

  • sikre, at tegningsmateriale og grunddata er opdateret og anvendelige

  • samarbejde med Sourcing & Legal om udbud og valg af samarbejdspartnere inden for inventar og workplace design

  • optimere Facilitys datagrundlag, så beslutninger om kapacitet, pladsbehov og arealudnyttelse kan træffes på et mere oplyst grundlag

  • udarbejde en designguide for workplace design

  • drive og koordinere projekter inden for Workplace Experience

Du får tingene til at ske ved at tage ejerskab, skabe fremdrift og gøre komplekse behov overskuelige for andre. Du kan bryde større problemstillinger ned i konkrete initiativer, involvere de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt og skabe anbefalinger, der balancerer brugeroplevelse, drift, økonomi og fremtidige behov.

Stillingen er indtil videre en tidsbegrænset stilling på 2 år. Du vil blive ansat enten i Fredericia, Silkeborg eller Århus, men du er til stede, hvor opgaven er og der vil derfor være rejseaktivitet på tværs af alle tre lokationer.

Når overblik bliver til fremdrift: succes efter 6–12 måneder

Efter dine første 6-12 måneder har du opbygget et solidt overblik over Bankdatas lokationer, arbejdsformer og centrale interessenter. Du har etableret en god dialog med ledere i områder med vækst eller ændrede pladsbehov og har identificeret konkrete muligheder for bedre arealudnyttelse.

Du har sat et projekt i gang, som forbedrer Facilitys datagrundlag, og du har startet konkrete initiativer inden for Space Management. Samtidig har du bidraget til mere opdateret tegningsmateriale og skabt en tydeligere fælles retning for, hvordan Bankdata arbejder med workplace design.

Bliv en del af Facility med solid erfaring og tæt samarbejde

Du bliver en del af Facility, som dækker Bygning & Drift, kantinerne og receptionerne. Teamet har lang Bankdata-anciennitet og en forståelse for organisationen, kulturen og de praktiske rammer, der får hverdagen til at hænge sammen.

Vi arbejder tæt sammen, sparrer gennem dialogmøder og daglig kontakt og har en uformel omgangstone med plads til humor. Her får du kolleger, der kender huset godt, og som kan hjælpe dig med at omsætte idéer til løsninger, der kan realiseres i praksis.

Du bidrager til teamet ved at være nysgerrig, tydelig og samarbejdende. Du skaber tillid ved at kommunikere klart, dele viden og sikre, at andre kan forstå, bruge og bygge videre på dit arbejde.

Kom med overblik, samarbejdskraft og fokus på helheden

Vi leder efter dig, der har erfaring fra en lignende rolle – gerne i en større dansk virksomhed, hvor du har arbejdet med space management, workplace design, indretning, facility, flytninger eller udvikling af fysiske arbejdsmiljøer.

Din uddannelsesbaggrund kan være mange ting. Det vigtigste er, at du kan kombinere forretningsforståelse, brugerbehov, data og praktisk gennemførelse.

Vi ser gerne, at du:

  • har praktisk erfaring med space management eller beslægtede workplace-værktøjer

  • kan omsætte data, behov og observationer til konkrete anbefalinger

  • er god til stakeholder management og kan skabe tillid på tværs af ledelsesniveauer

  • kommunikerer klart og kan forklare anbefalinger, så de er lette at handle på

  • arbejder helhedsorienteret og ser sammenhængen mellem mennesker, indretning, drift og økonomi

  • er nysgerrig, initiativrig og god til at motivere andre

  • kan drive projekter fremad, også når der er flere hensyn, afhængigheder og interessenter

  • har fokus på både brugeroplevelse, driftsvenlighed og implementering

Det vigtigste er, at du har erfaring med at omsætte behov og data til løsninger, der kan realiseres i praksis – og at du har lyst til at lære Bankdata godt at kende.

Skal du være med til at forme fremtidens Bankdata-arbejdsplads?

Så vil vi gerne høre fra dig. Send dit CV og en kort motivation, hvor du fortæller, hvordan du kan bidrage til at skabe fysiske rammer, der understøtter både samarbejde, fordybelse og effektiv drift. Har du spørgsmål til stillingen er du meget velkommen til at kontakte Henrik Heissel på 5215 9167.

Velkommen til Bankdata

Bankdata bygger software til finanssektoren. Vi er næsten 1000 kolleger på holdet, og vi udvikler digitale produkter, platforme og infrastruktur, som ca. hver tredje dansker, 200.000 virksomheder og flere tusinde bankansatte bruger hver dag.

Vi tror på struktureret personlig udvikling, et solidt kollegialt fællesskab og at ambitiøse medarbejdere med fleksible og bæredygtige arbejdsliv præsterer bedre. Bliv klogere på arbejdslivet i Bankdata her.

Hos Bankdata arbejder vi målrettet med at fremme mangfoldighed og diversitet blandt vores medarbejdere, og vi opfordrer derfor alle uanset kønsidentitet, alder og kulturel baggrund til at søge job hos os.