Elektronisk underskrift til private, de første resultater af et helt nyt finansielt univers til bankkunderne og den første danske løsning til elektronisk underskrift for erhverv på vej. Selvbetjening var et af de områder, som Bankdata satsede stort på i 2014:
”Udover basisområdet og rådgivningssystemerne har vi haft store satsninger på især selvbetjeningsområdet i 2014. Det kunne pengeinstitutterne høste de første store gevinster af i 2014 med bl.a. elektronisk underskrift til private, men vi kommer til at se endnu flere resultater af det store arbejde i 2015,” siger Bankdatas adm. direktør Ove Vestergaard.
Helt i front på elektronisk underskrift
Et af de helt store resultater på selvbetjeningsområdet er elektronisk underskrift, hvor Bankdata allerede i starten af 2014 leverede en løsning til private og nu har lagt sig forrest med en kommende løsning til erhverv.
”Elektronisk underskrift er i høj grad et område, hvor der er store besparelser at hente for pengeinstitutterne. Det har vi set med løsningen til private, som har resulteret i næsten 1 mio. underskrifter på et år. Siden har vi arbejdet hårdt på elektronisk underskrift til erhverv og kommer derfor som de første i Danmark med en løsning i løbet af sommeren. Vi skulle derfor gerne blive dem, der står længst fremme på det her område i slutningen af 2015,” siger Ove Vestergaard.
Nyt finansielt univers til bank-kunderne
Elektronisk Underskrift er dog ikke Bankdatas eneste store satsningsområde inden for selvbetjening. I 2014 blev der også sat store kræfter ind på fundamentet til fremtidens Netbank:
”Vi har i 2014 satset stort på Netbanken, hvor vi leverede de første forbedringer i november 2014. Her vil vi for alvor se resultaterne af det store arbejde i løbet af efteråret 2015, hvor vi leverer et helt nyt finansielt univers til pengeinstitutternes kunder,” siger Ove Vestergaard.
Selvbetjeningsområdet i enorm vækst
Netop selvbetjening er et område, der er i enorm vækst. Ser man på Bankdatas transaktioner, der afspejler aktivitetsniveauet i systemerne, steg det høje niveau med yderligere 30% i 2014.
”Væksten i transaktionerne på hele 30% i 2014 afspejler i høj grad, at selvbetjeningssystemerne bliver brugt mere og mere. Vi kan se det direkte afspejlet i et højere aktivitetsniveau, når vi har udviklet nye selvbetjeningsløsninger,” forklarer Ove Vestergaard og fortsætter:
”Men vi har også udviklet mange nye løsninger til rådgiverne, og det kan selvfølgelig også ses i det høje transaktionsniveau.”
Udvikling med lave omkostninger
Til trods for den voksende drift og udviklingsindsatsen på især selvbetjeningsområdet har Bankdata i 2014 formået at holde udgifterne til medlemsbankerne nede:
”I 2014 har pengeinstitutterne generelt kunnet opleve, at vi samlet set har holdt en effektiv omkostningsstruktur. Derudover har 2014 været præget at et stort overskud, som skyldes en ekstraordinær indtjening på ca. 80 mio. fra udtrædende pengeinstitutter i et år, som var præget af mange omstruktureringer i sektoren,” slutter Ove Vestergaard.